Thompson Rental
border="0"
         25. juli 2014  

NYHEDER
HVER GANG
INFORMATION
LINKS



Månedens Køretøj
22.03.11 kl. 07:04
Fredericia rykker ud med hightech
image Fredericia Brandvæsen valgte svensk chassis med svensk-polsk opbygning, da der skulle investeres i en ny brandbil.

Af Finn Bjerremand

Der er intet som en flot brandbil, der kan vække begejstring hos børn og barnlige sjæle, selv om en brandbil jo i professionelt brug er et køretøj, der ofte anvendes ved alvorlige uheld og katastrofer.
Når det brænder skal det hele går hurtigt, alle skal på plads i brandbilen i løbet af et minut og brandbilen skal afgå hurtigst muligt. Hvert minut tæller. Brandbilen skal kunne accelerere hurtigt og bringe brandfolk og udstyr både hurtigt og sikkert frem.
Fremme på brandstedet skal grejet kunne indsættes hurtigst muligt og derfor handler det om at have noget materiel, der både er let at håndtere og samtidig er effektivt virkende, så branden kan blive slukket hurtigst muligt.
Når man ved at kommunerne ofte beklager sig over økonomien kunne man godt frygte, at de ville spare ved at lade brandbiler blive gamle og nærmest pensionsmodne inden de endelig pensioneres eller rykkes lidt ned i graderne. Heldigvis er der dog regler for disse forhold og hvis det er en effektiv brandstation, sørger man også for at have noget nyt og effektivt materiel.
I disse år ser man da heldigvis også landet over mange brandvæsener, der får nye effektive brandbiler og vandtankvogne.

Scania-chassis
En af de brandstationer der for kort tid siden har fået en ny hightech brandbil er Brandvæsenet i Fredericia, hvor man har en del kemisk og olieindustri, hvilket øger risikoen ved brande.
Det nye køretøj er bygget op over et moderne toakslet luftaffjedret Scania-chassis i M-klassen, der har kneeling-funktion i affjedringen, som det kendes fra busser.
Chassiset er udstyret med en sekscylindret Scania motor på 13 liters slagvolumen, som har en topydelse på 360 hk. Takket være Scania XPI commonrail brændstofindsprøjtningssystem, VGT (Variabel turboladning) samt to-trins kølet EGR (udstødningstilbageførsel) klarer motoren Euro 5 normen uden anvendelse af SCR-katalysator og AdBlue, som ellers er meget almindeligt på denne størrelse lastvognsmotorer.
Transmissionen er den ultimative løsning, en sekstrins fuldautomatisk Allison, hvor føreren blot skal aktivere joysticket og træde på speederen. Bagtøjet er et Scania R660 med differentialespærring.

CrewCab
Førerhuset er en såkaldt CrewCab CP28, der er specialfremstillet af Scanias afdeling i Laxå, som er specialister i den slags løsninger. Der er fire døre i det lange, lave førerhus, som har fem siddepladser.
Førerhuset er ophængt i topunkts ophæng med luftaffjedring. Ruderne er i lamineret glas og i den bagerste række er der Scania Crewcab-bænk, som bl.a. har opbevaringsrum med jalousilåger. Indstigningstrinene i bag er luftstyrede og opklappelige. Der er også tænkt på et højt trafiksikkerhedsniveau med udstyr som ESP (elektronisk stabilitetsprogram) samt cyklist- og bakkamera.
Førerhuset er også udstyret med aircondition, og fra fabrik er førerhuset lakeret i rød og hvid.
Chassiset er leveret af Scania Biler A/S i Hammelev, som også har stået for afleveringsklargøringen og leveringen. Salget er i fællesskab forestået af Sten J. Sørensen, Scania Biler A/S og Frank Hauberg, Hauberg Technique A/S.

Omfattende opbygning
Den omfattende opbygning er leveret af Hauberg Technique A/S i Haslev. Opbygningen med 8 jalousirum i glasfiberkomposit er et samprodukt fra ARS og WISS, hvor sidstnævnte er en stor og moderne opbyggervirksomhed i Bielsko-Biala i Polen.
Den svenske producent ARS, der står for Autokaross - som hører ind under Flobygruppen i Floby ved Falköping - har stået for færdiggørelsen karrosserimæssigt omfattende, skuffer, svingvægge, skydevæg, ’skifte’- bord, flaskemagasin m.m. samt opbygningen af hydraulikken, montering af pumpen, og rørarbejdet i rustfrit stål. Hertil kommer fjernbetjente afgangsventiler samt skumtilblandere, der blander skumvæske i vandet.
Vandtanken på 3000 l og skumtanken på 100 l er placeret med et lavt tyngdepunkt nærmest direkte over chassisrammen. Rubergs R30/2,5-centerpumpe befinder sig under det tipbare førerhus med auto-tankventil. Pumpen kan køre samtidigt med sin egen selvstændige gas/trykgivning. Den kombinerede Ruberg-pumpe leverer lavtryk (3.000 l/min) til vandkanonen, mens de 250 l/min leveres med højtryk til de 2 agtermonterede slangevinder.
<br /> Rigt udstyret
Det hydrauliske system befinder sig ligeledes under førerhuset godt beskyttet og yderst service-venligt. I fronten er vognen udstyret med et hydraulisk front-redningsspil af typen Warn med en trækkapacitet på 5,4 t. Systemet omfatter desuden generator 6,5 KVA og 700 bar pumpestation til udtagene agter i rum 4, hvor tre ’svære’ Weber-redningsværktøjer er anbragt i ergonomiske vippebeslag forbundet til hver sin 20 meter slangetromle.
Udstyret omfatter også røgdykkerrygge med fjernudløsere, og en midterreol med indbygget 40 l. køleskab, polstret sikkerhedsgreb, nøgleboks, reserveapparater på gavlene, samt mappereol på forsiden mellem chauffør og holdleder.
Der er hydrauliske trin til mandskabskabinen samt både 12 og 24 V NATO-startudtag. Alle værktøjer kan køre samtidigt.

Fuldblods canbus
Det omfattende elektriske ledningsnet udmærker sig ved at være et ’fuldblods’ Canbus-system fra Thoreb, der er udviklet og introduceret til brandbiler af ARS i 2003.
Det består af et internt netværk, der forbinder fire såkaldte noder (store industri-PC’er med særlig stor driftssikkerhed).
Betjeningen agter holdes trods de mange funktioner overskuelig og logisk på pumpepanelet. Skærmbilledet viser uden at overinformere alle nødvendige parametre som pumpetryk, omdrejningstal, tankindhold, temperaturer m.m.
På taget er anbragt 12,5 m Wibe brand- og redningsstige på elektrisk stativ, 3 meter aluboks, kombistige, skålbåre og manuel vandkanon på teleskoprør.

Flot og funktionel
Den nye Scania brandbil er flot og funktionel og ingen tvivl om at det har givet et løft til brandfolkene, der skal kunne rykke ud i al slags vejr og under alle forhold.
Udstyr som den fuldautomatisk Allison gearkasse, betyder at føreren kan koncentrere sig om at styre brandbilen og køre sikkert gennem trafikken uden at skulle bekymre sig om hvilket gear, der nu skal være indgreb.

<b>Specialist i redning
Hauberg i Haslev er storleverandør til brandvæsener og flyvepladser. Firmaet Hauberg Technique A/S i Haslev, der er Autokaross’ danske agent, er et ingeniør- og handelsselskab, der primært henvender sig til brand- og redningstjenesterne i Danmark, på Færøerne og i Grønland.
Virksomheden blev stiftet i 1994 af H.F. Nielsen Maskinfabriks mangeårige direktør Frank Hauberg. Forudsætningerne var det store erfaringsgrundlag og netværk, som Frank Hauberg havde oparbejdet efter at han i 1972 blev tilknyttet som ingeniør og udvikler ved Falcks tidligere fabrik for produktion af brand- og redningskøretøjer, H.F. Nielsen, Haslev, der i 1971 var blevet købt op af Falck-koncernen.
Frank Hauberg udviklede her bjergningsvogne til både eksport- og hjemmemarked, ligesom der blev produceret og udviklet brandbiler.
Hauberg Technique A/S har i dag et stort fokus på brand- og redning, hvilket i det væsentlige skyldes Ruberg-agenturet fra brandpumpe-fabrikken i Sverige, som virksomheden fik i 1994.
Herefter tog udviklingen fart med nye væsentlige agenturer som brandbiler fra Autokaross i Sverige og fra WISS i Polen samt senest redningsstiger fra Magirus i Tyskland. Derudover varetager Hauberg Technique A/S import og forhandling af en række tilbehørs- og opbygningsmæssige komponenter til branchen.

Stor i Grønland
Efter etableringen for mere end 15 år siden, fik Hauberg Technique A/S en pæn stor ordre på 7 brand- og redningskøretøjer til Beredskabsstyrelsen, samt brandbilsordrer til en række danske brandvæsener.
Det kulminerede i 1998, da Frank Haubergs virksomhed vandt en betydelig ordre på nye crashtendere, refuelere og banerydningsmateriel til syv nye grønlandske lufthavne.
Via denne fortløbende leverance til nye og eksisterende lufthavne i Grønland er der oveni opstået basis for leverancer af brandbiler og materiel til de grønlandske brandvæsener.
- For få år siden fik vi igen en betydende ordre fra Beredskabsstyrelsen på en basisbil på 6x6-chassiser samt flere ordrer fra de danske kommunale brandvæsener, senest til det døgnbetjente Fredericia Brandvæsen, fortæller Frank Hauberg.

Servicepartner
Aktuelt investerer virksomheden i at blive en betydende servicepartner for brandvæsenerne med reparationer af brandbiler og pumper m.m.
- Vi har således en brandbil på et Scania-chassis med automatgear under færdiggørelse til udlån, mens indsatskøretøjet er på værksted hos os. Derudover er vi landsdækkende med henholdsvis egen servicevogn og igennem samarbejdsaftaler her og i Grønland moderne udrustet med mobilstation til elektronisk CAN-BUS-diagnostisering, siger Hauberg.

Moderne brandvæsen fra 1889
Fredericia Brandvæsen er en moderne servicevirksomhed som yder både en effektfuld og effektiv indsats i forbindelse med brand- og redningsopgaver. Fredericia Brandvæsen varetager ligeledes forebyggende opgaver, herunder udarbejdelse af kommunens beredskabsplan, tilsyn og rådgivning i forbindelse med nybyggerier, samt uddannelse og undervisning inden for brand- og redningsområdet.
Brandvæsenet råder over egne 20 køretøjer. Derudover råder brandvæsnet over tre køretøjer i det statslige støttepunkt, idet Fredericia Brandvæsen er 1 ud af 9 støttepunkter for Beredskabsstyrelsen landet over. Desuden har Fredericia Brandvæsen tre både og otte busser.
I 2010 slog Fredericia Brandvæsen udrykningsrekord idet antallet af udrykningen nåede op på 603.
Fredericia Brandvæsen beskæftiger 45 fastansatte medarbejdere og 20 deltidsbrandmænd. Endelig er der tilknyttet 15 frivillige.
Fredericia Brandvæsen har siden 1889 været ejet af Fredericia Kommune.


 
© Copyright 2007 Trans Inform. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
 
 
 
Ledige job i branchen
 
ICT Logistics
 
BAR Transport og Engros
 
 
Lastas
 
Elbek og Vejrup
 
Als Færgen
 
Langelandsfærgen
 
Driving Green
 
Krone Scanbalt
 
 
 
 
 
 
 
 
Danske Transport Medier ApS · Christiansmindevej 12D · 8660 Skanderborg · Tel: 45 70100506 · Fax: 45 74674047
Danske Transport Medier er transportbranchens uafhængige mediehus. Vi udgiver følgende medier:
Danmarks Transport-Tidende, Trans Inform og nyhedsbrevet TTN.

Danmarks Transport-Tidende skriver blandt andet om national og international godstransport (landevejstransport, luftfragt, skibsfart, jernbanetransport), havne, lufthavne, transportcentre, kombiterminaler, logistik (3PL, lagerhotel, spedition), supply chain management (SCM), it-løsninger til transporterhvervet (GPS, digital tachograf, flådestyring), varebiler/vans, økonomi (leasing, finansiering, leje, uddannelse, kurser) samt politik (trafik, transport, gods).

Trans Inform skriver blandt andet om godstransport på landevej og leverandører i branchen, herunder lastbiler (Volvo, Scania, Mercedes, DAF, MAN, Iveco, Renault, Sisu m.fl.), trailer, tippelad, påhængsvogne, dæk, kraner, karosseri/opbygninger og containere.

Danske Transport Medier udgiver fagtidskrifterne Trans-Inform, Danmarks Transport-Tidende samt Lastbil Magasinet med tilhørende hjemmesider.

ledige stillinger i samarbejde med Ofir.dk